Jeg elsker at kommunikere, især selvfølgelig helst om emner som interesserer mig.
Men man behøver heller ikke altid have en mening om alting, nogle gange er det også dejligt blot at lytte.
Savner min dialog/debatgruppe fra Gran Canaria – en skønsom samling af livskunstnere og livshistoriefortællere.
Alle som én var/er de gudbenådede talere/kommunikatorer: et par selvstændige forretningsdrivende, en kunstmaler, en enkelt forhenværende borgmester, en forfatter, en pensioneret bankdirektør m.fl.
To emner, som aldrig berørtes, var politik og religion – dertil var gruppens medlemmer alt for disperse i deres individuelle holdninger.
Respekten for den enkelte var stor; diversiteten var gruppens force.
Et stille hjørne på en bistro eller lignende, en god vin og nogle tapas på bordet, og timerne gik med hyggeligt samvær, snak og tale.
Var for øvrigt den eneste kvindelige deltager (og eneste udlænding!) ved onsdagsmøderne, som afholdtes hver anden uge.
Fruerne var med ved gruppens lørdagssammenkomster, der altid gik ud på at spise på én eller anden restaurant.
Der var jeg dog sjældent med – min partners ’normale’ lørdagstilstand umuliggjorde hans deltagelse, og dermed desværre også min.
Han var som regel for beruset.
Tilbage til: ’Fino’ sagde manden….
Nu er det godt og vel otte år siden, at vi – C og jeg – gik fra hinanden efter 16 års samliv.
Det er lidt mere end fire år siden, at jeg landede i Danmark.
Selvfølgelig har jeg som single haft mandlige bekendtskaber i de forgangne år.
Én af dem (her i DK), har været T.
T og jeg var venner/seksualpartnere i 8 måneder, og venskabet har formået at fortsætte, skønt vi ikke længere ses.
Af og til dumper der en mail eller en sms ned i indbakken, eller telefonrøret gribes ved særlige lejligheder.
På et tidspunkt var T lettere deprimeret, og bad mig om at genoptage forholdet.
Jeg forsøgte at forklare ham mine grunde til ikke at ønske at vende tilbage, at der ikke var basis for en fortsættelse, depression eller ej.
Han blev lidt såret, måske endda vred, og sluttede samtalen af med et ’fino’.
’Fino, hvad?’ tænkte jeg.
‘Un vino fino’ = en god vin, ‘un niño fino’ = en klejn, spinkel dreng (dog mest brugt til at beskrive en lille piges kropsbygning), ’una mujer fina’ = en fin dame (meget brugt som et sarkastisk udtryk for en kvinde, som tror sig selv for værende af en vis rang, eller med visse evner).
Og sådan kunne jeg blive ved.
Hvad T mente med udtrykket ’fino’ var noget helt andet, nemlig ’fint’, som når man anvender ’fint’ for at vise, at man har forstået noget og/eller afslutter noget, som her en sætning eller samtale.
Og her kommer brugen af jargon, slang og lingo ind.
Det var nemlig ikke plurilingualism, som han brugte, nærmere street talk, som forvansker ordene og deres betydning.
En ægte plurilinguist gør brug af udtryk og ord fra andre sprog, simpelthen fordi det meget ofte udtrykker hurtigere, lettere og mere præcist dét, som man ønsker at formidle. En slags verbal shorthand, om du vil. Derudover ændrer ordet sig aldrig; meningen og grundbetydningen forbliver den samme.
Brug af plurilingualism forudsætter en fælles base, oplevelser eller viden. Hvem blandt gamle returnees ville omtale sig selv som ’hjemvendt udvekslingsstudent’, især hvis man befinder sig sammen med andre returnees?
En multilinguist vil kunne forstå ordet, dertil kræves kun kendskab til engelsk, men ikke begrebet, for der er ingen fælles baggrund.
T er 17 år yngre end jeg, deri ligger der jo også en del af forklaringen for min momentane følelse af perpleksitet - vi tilhører praktisk taget to forskellige generationer, vi taler næsten to forskellige sprog.
Som alt andet omkring os ændrer sproget sig, deri essencen af al udvikling og evolution – måske vil ’fino’ om 20 år blive brugt lige så meget som ’okay’ i dag.
Og så er der ’smart ass’-anvendelsen af plurilingualism –
Hvem har ikke mødt den dér højrøvede, selvglade og arrogante son of a bitch-type, som strør om sig med floskler og gloser, velvidende at du, som modtageren af svadaen, vil føle dig fortabt?
Jeg er desværre selv én af dem, der har gjort brug af det.
Men man vinder intet ved det – offeret for dit verbale overfald efterlades såret, bånd skæres over og kommunikationen/interaktionen dør, i værste fald.
Du får luft. Måske.
Du fremstår derefter som hoven og arrogant. Helt sikkert.
Den 4. juli 1976 afbrød teatergruppen Solvognen Rebildfesten. Med 30.000 tilskuere og tv-transmission til både USA og Danmark blev begivenheden massivt eksponeret. Her kæmper politiet med demonstranterne.
.JPG)
Opslag
