I de første år ejede jeg end ikke et tv, så der var ingen vej udenom - jeg lærte mig hurtigt at læse spansk for at kunne følge med i de mest signifikative globale nyheder; jeg følte at jeg måtte og skulle kunne følge med i verdenen udenfor øerne.
Bedre gik det da jeg begyndte at få min daglige gang i lufthavnen på Gran Canaria, for pludseligt havde jeg gratis adgang til alverdens aviser, bragt til øen af nogle af de godt og vel 10 mio. luftbårne passagerer, som alene Gando lufthavn lægger ryg til hvert år.
De kanariske nyhedsmedier er selvfølgelig stærkest koncentreret omkring nyheder som direkte har at gøre med øerne, altså lokalt stof.
Geografisk tilknyttet det afrikanske kontinent, følelsesmæssigt stærkt forbundet med det sydamerikanske kontinent og politisk – på godt og ondt – former øgruppen del af Spanien, og dermed også det europæiske kontinent.
Nu i 2009, er det omvendt – nu er det nyheder ’derhjemmefra’ at jeg higer efter, og takket være internettet er det en smal sag at følge med i de kanariske nyheder - Canarias7 og La Provincia skimmes lige så ofte som Jyllands-Posten og BT.
Ret skal være ret, jeg følger også med i de spanske nyheder, for jeg har da også en del venner på det spanske fastland. I disse dage (i tiden mellem den 6. og indtil midnat d. 14. juli) har hvert eneste dagblad været fyldt til bristepunktet med de sidste nyheder omkring Los Sanfermines, den årligt tilbagevendende fiesta i Pamplona til ære for San Fermin, en af de mange katolske skytshelgener.
http://www.youtube.com/watch?v=pwV-WCtrjDw
I år lader det til at det er gået særligt blodigt for sig, og endnu mangler der en dag før fiestaen er overstået. Jo flere døde og/eller sårede, jo mere omtale i medierne. Tyreopdrætterne vinder i prestige for hver gang én af deres tyre spidder en af deltagerne i dette vanvittige og absurde løb foran dyrene, indtil disse når frem til arenaen hvorfra de ikke slipper ud i live - en form for fiesta, som ikke findes på de kanariske øer.
Femten døde er det blevet til siden 1922, enten spiddet af tyrens horn, eller af traumer efter at være blevet trampet på, eller mast, af dyrene. Langt flere har dog pådraget sig meget alvorlige kvæstelser, og her er antallet af sårede udenlandske deltagere steget dramatisk – ca. 30 % af alvorligt kvæstede kommer udefra, deraf en del nordamerikanere.
Gad vide, om den amerikanske forfatter Ernest Hemingway (vinder af såvel en Pulitzer som en Nobel) havde nogen som helst formodning om, hvad han satte gang i, da han i 1926 skrev bogen ’Og solen går sin gang’, ’The Sun Also Rises’, ’Fiesta’ (bogens titel på henholdsvis dansk, engelsk og spansk) og dermed satte den spanske San Fermin-fest på verdenskortet?
Bogen handler om en gruppe af venners rejse til Spanien efter 1. verdenskrig, deriblandt krigsveteranen Jake Barnes, impotent efter krigen, og hans begær efter og forhold til den eftertragtede og promiskuøse sygeplejerske Brett Ashley.
Ernest Hemingway, som ellers var kendt for at være en 'muy macho'-mand, menes her at give et auto-portræt gennem personen Jake Barnes.
Forfatteren beskriver meget levende og intenst kampen mellem mand og bæst (her læs: bæstets/naturens/kvindens voldsomt tiltrækkende, men også ødelæggende kraft overfor det svagere køn, manden) - et tema, som han senere tager op i andre noveller.
Min mening om den traditionelle tyrefægtning? Uden at skele til hemingwayske metaforer?
Det kan vist ret hurtigt udtrykkes med følgende billede af ’et opløftende øjeblik’ – eller, som jeg hellere vil udtrykke det på godt spansk: ¡a tomar por culo!
.JPG)
Opslag
